| Læseundervisning - af Maria Lynggaard Thomsen |
|
Skrevet af Jan Herold, 22/06, 2010 Læseundervisning af elever uden et talesprog”
På Rosenvængets Skole har vi skiftende indsatsområder, og i dette skoleår har vi kaldt ét af dem ”Læseundervisning af elever uden et talesprog”.
Denne elevgruppes fysiske og kognitive begrænsninger gør, at de ikke i så stor udstrækning selv kan gøre sig erfaringer med deres omgivelser. Der bliver måske ikke læst op for børnene i samme omfang som for børn uden handicap, og børnene er ikke altid selv i stand til at tage aktivt del i læse/skriveaktiviteter. Erfaringer med sprog og kommunikation står heller ikke mål med alderssvarende børn uden handicap. Uden verbalt sprog begrænses børnene i aktiv sproglig interaktion og mangler dermed vigtige erfaringer med sproglige strukturer og formål. Ligeledes antages det, at et manglende talesprog vanskeliggør den nødvendige fonologiske afkodning.
Til trods for den tilsyneladende uoverstigelige opgave det synes at være for denne gruppe børn at tilegne sig læse- og skrivefærdigheder, lykkes det for nogle at blive habile læsere og gennem skrift at opnå effektiv kompensation for de talemæssige vanskeligheder. Vi har fået slået fast, at det er nødvendigt at have nogle forventninger til, at disse børn rent faktisk har et potentiale, som det er vigtigt at understøtte, til trods for, at de ikke har et talesprog. Det vil være en landvinding for børnene at få en vis grad af læse-/skrivefærdighed, både kommunikativt og for generelt at kunne tilegne sig viden.
I næste skoleår fortsætter vi indsatsen.
På læsegruppens vegne Maria Lynggaard Thomsen (lærer i beg.afd. og skolens læsevejleder) |