| | |
| Nyt fra SFO -Af Bodil Ørndrup |
|
Skrevet af Søren Nivaa, 16/12, 2009 Som I kan læse under ”nyt personale” startede jeg 1. november, og har dermed været her lidt over en måned som SFO leder. Jeg er kommet på en spændende, udfordrende arbejdsplads med jeres dejlige børn/unge mennesker og en flok engagerede lærere/pædagoger. Jeg har brugt tiden indtil nu på, dels at være noget blandt børnene/de unge mennesker, men også at lære personalet at kende og komme ind i alle de nye forretningsgange der er, når man skifter job. Julemarkedet hørte jeg om ret hurtigt, dels fra børnene/de unge mennesker med deres forventninger til dagen, men også fra personalet omkring alt det planlægningsmæssige. Nogle af de unge havde lavet forskellige ting til salg i en bod, og andre havde øvet sig til at synge/spille/optræde. ”En regnvejrs dag i november” blev denne november til i alt 27 regnvejrsdage, men hvor var vi heldige, at vi ramte en dag i november, hvor det næsten holdt tørvejr, i de 4 timer der var julemarked, og det dermed var muligt, at Jens fra Birken kunne komme med heste til rideture, og der var mulighed for at opholde sig udendørs for såvel voksne som børn, da der ind imellem var lidt trængt i gymnastiksalen og begynderafdelingen. Det var dejligt, at vi havde fået tilsagn om mange forskellige boder, at der var mange der havde sponsoreret gaver til tombolaen, og rigtig mange af jer mødte op og støttede arrangementet, så vi fik en rigtig hyggelig julemarkedsdag. Tak for det. December måned bærer meget præg af juletraditioner aktivitetsmæssig, og dermed også fremstilling af ”hemmeligheder” i de forskellige grupper. Med ikrafttrædelse pr. 1. august 2009, er det blevet lovbestemt, at der skal arbejdes med Mål- og Indholdsbeskrivelser i SFO’er. Det overordnede formål med at udarbejde Mål- og Indholdsbeskrivelser for SFO’er er, at give borgerne mulighed for at få indblik i den enkelte kommunes prioriteringer og serviceniveau i SFO’er. Der er kommet et overordnet udspil fra Børn og Unge afdelingen, som har været til høring i skolebestyrelserne, og efter nytår skal vi konkret have beskrevet, hvordan Mål- og indholdsbeskrivelserne skal arbejdes med i praksis i Rosenvængets Skoles SFO. Jeg glæder mig meget til et konstruktivt samarbejde med jer omkring jeres barn/unge menneske på Rosenvænget Skole, og vil gerne ligge op til dialog i samarbejdet, hvilket for mig indebærer, at såfremt der er noget I undrer jer over/stiller spørgsmål ved, så henvend jer endelig. Jeg vil hermed ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. |