| Den sidste skoledag af Lars Teibøl |
|
Skrevet af Søren Nivaa, 16/12, 2009 Fredag den 30. oktober var det den sidste skoledag for Hans Evaldsen. Efter mere end 25 år på Rosenvængets Skole var det nu Hans´ tur til at opleve dimissionsfesten fra ”en anden stol” end han har gjort i mange år. Kl. præcis 9 blev Hans hentet fra administrationsbygningen i Henriks flot pyntede traktor. Turen gik rundt til de tre afdelinger, hvor alle elever og personale ventede med flag og hurraråb. Den lange kortege sluttede ved gymnastiksalen, hvor dimissionsfesten kunne ta´ sin begyndelse. Efter en kort velkomst og sangen ”Held & lykke” blev der spist rundstykker, drukket juice, kaffe og the. Så var det tid til at Hans måtte i dimittendens stol. ”Klasselærerne” gav ham et par velvalgte ord med på vejen inden alle elever kom med langstilkede roser og afgangskruset med skolens logo. Så blev der sunget en omskrevet ”Hammer Hammer Fedt” -sang. ”Nu skal vi si´ farvel til Hans vi ønsker held. Du stopper nemlig her vil ikke arbejd´ mer´. Vi håber at du kommer til Festival til sommer. Ha´ det rigtig godt som pensionist” Formiddagen sluttede af med en hjertelig afsked, hvor Hans stod ved døren og sagde farvel til hver enkelt elev. Fredag eftermiddag var repræsentanter fra Viborg Kommune, Skolelederforeningen, skolebestyrelsen, familie, venner, tidligere- og nuværende kolleger og skolens personale samlet til afskedsreception for Hans. Der blev holdt mange taler og det gennemgående, som vi alle kan være enige i, var: ”Du efterlader dig en skole, som du i den grad har været med til at skabe og sætte på den rigtige kurs fremad”. |