Velkommen til Rosenvængets Skole - en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder
 

Nyt personale af Anne Borup svendsen

Skrevet af Søren Nivaa, 16/12, 2009

 Jeg hedder Anne Borup Svendsen, og jeg er den nye skoleleder her på skolen.

 Jeg har glædet mig meget til at tiltræde som skoleleder.

Jeg ser det som en af mine væsentligste opgaver at skabe optimale dialogfora på skolen, så vi alle får mulighed for at skabe udviklende og lærerige rammer for en flok fantastisk børn og unge mennesker. 

 Min første måned på skolen er fløjet af sted. Det har været rigtig dejligt at mærke den gode stemning, der møder én overalt på skolen. Jeg er ganske overbevist om, at det bunder i en meget høj faglighed blandt personalet og en god personlig interesse for hinanden både i forældregruppen, blandt børnene og personalet.

 Til trods for at en stor del af min første tid er foregået i skæret fra computeren, har jeg efterhånden fået hilst på en stor del af eleverne. Det har været dejligt at hilse på Chantal, Thea, Stig, Thor, Christoffer, Karoline, Marie…. og alle de andre børn og unge mennesker rundt om i afdelingerne

 I mit tidligere arbejdsliv har jeg altid haft med specialundervisning at gøre - både med voksne og børn. Senest har jeg i 10 år været afdelingsleder på Ådalskolen i Skive, hvor eleverne er samme målgruppe som her på skolen. De ti år har været afbrudt i en periode af to et halvt år, hvor jeg arbejdede som konsulent i et kvalitets- og evalueringsprojekt.

 Når arbejdsdagen er forbi vender jeg bilen mod Skive, hvor jeg bor med min mand Preben. Vi har sammen to voksne børn Mads og Stine, som bor i henholdsvis Århus og Silkeborg med deres kone og mand. Vi er alle store skientusiaster, så i uge syv går turen mod de østrigske alper, hvor vi spænder skiene på og angriber løjperne - i hver sit tempo. De resterende uger i løbet af året bliver brugt på at træne op til skiferie - i et tilpasset tempo.

 

Rosenvænget 2, 8800 Viborg, telefon: 87 87 28 00, fax: 87 87 28 29, Email