Velkommen til Rosenvængets Skole - en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder
 

MusicalTema - af Birger Dahl Jepsen

Skrevet af Søren Nivaa, 23/06, 2009

 Hvorfor musical?

Det stod der på sedlen.

Nu vil jeg sige: Fordi, det plejer vi at lave.

Men den første musical blev lavet, fordi vi som skole syntes, vi burde have et fælles indslag til festivalen. Og under en julefrokost blev det besluttet (af 2 personer i første omgang) at det indslag skulle være en musical.

Og en musical kan være hvad som helst, og handle om alt hvad man synes, den skal handle om. Og man kan opfinde dyr, væsener, personer og steder efter for godt befindende. Det kan jo være praktisk.

 Hvordan bliver den til?

Det er godt nok forskelligt.

Det kan være en person, der får en ide, der bliver skrevet ned. Værsgo’: Et stk. musical.

Det kan være nogle personer, der stikker hovedet sammen en aften og fyrer en masse vås af, der ender som en musical.

Det kan være en ide om, at i år skal vi lave en western. Eller en Morten Kock’sk idyl. Eller et eventyr – som vi alle kender, eller som vi ”opfinder” til lejligheden. Eller en rejse i fremtiden. Eller noget helt andet.

Historier, der er skrevet af en eller flere personer i forening, eller historier der er hentet fra litteraturen eller tyvstjålet fra radio eller tv.

 Pædagogiske overvejelser over musicalen.

Mon man tænker på, om det eleverne der tilpasses historien, eller historien der tilpasses eleverne?

Vi har oplevet gennem årene, at eleverne vokser sig store, når de arbejder med den årlige musical. Selvtilliden vokser. Man er en del af en stor – og nogle gange uoverskuelig – sammenhæng.

Musikken er jo et universelt sprog, som forstås og bruges lige godt – om end forskelligt – af alle mennesker. Ung eller gammel. Stor eller lille. Dum eller doven.

Gennem arbejdet med musikken, koreografien og dramaturgien får vi alle koblet hoved og krop sammen. Det er man nemlig nødt til. Og det bliver vi alle sammen dygtigere af.

Det er også dejligt en gang om året at få luftet den lille blær, som vi alle har en snert af. Når musicalen kører over scenen er det os, der er stjernerne. Og alle andre er dem, der kigger på og ser, hvor sjovt vi har det og hvor dygtige vi er til at skabe en god stemning. Og vi har alle brug for at være stjerner iblandt.

Det vokser vi af.

Derfor musical.

Derfor på den måde.

Derfor alle overvejelserne om, hvordan vi får den elev passet ind eller musicalen passet til, så eleverne passer ind.

 

Rosenvænget 2, 8800 Viborg, telefon: 87 87 28 00, fax: 87 87 28 29, Email