Velkommen til Rosenvængets Skole - en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder
 

Nyt fra ungdomsafdelingen. Af Claus D. Pedersen

Skrevet af Jan Herold, 01/04, 2009

Juleferien var knap overstået, før U4 og U5 startede ”den glade café” op. Det var et større projekt, hvor der skulle laves mad i et omfang, så man kunne bespise hele skolen. Elever fra U4 og U5 fik handlet ind, lavet mad og sørget for salg af forskellige retter (der var lune retter og rugbrødsmadder).

I U-3 har vi taget hul på et miniprojekt om byer. Vi er i gang med at undersøge, hvad en by består af. Hvad er forskellen på en storby, en provinsby

og en landsby? Hvad finder vi i de forskellige byer? Hvordan kommer man rundt i byerne og hvordan kommer man dertil?  Besøger dem enten til fods, med bus eller interaktivt på nettet. På nettet kan vi zoome ind, så vi kan se vores egen bolig og hvor den ligger i forhold til nærmeste købmand, kirke, posthus, skole osv. Under forløbet skal vi bygge en modelby. Hvordan den kommer til at se ud, bestemmer vi undervejs, men vores egne huse skal selvfølgelig med. I er velkomne til at kigge ind i vores klasse og følge med!

I U2 har der været et emne om ungdom og pubertet. Der er blevet snakket om, hvad en kæreste er og hvordan man er kærester. De har set film om emnet bl.a. ”Kundskabens træ”. Emnet ”hygiejne” har også været oppe og vende. De har været i tøjbutikker og set på/prøvet forskelligt tøj, som hører ungdomskulturen til.

U1 har fået lavet hegnet omkring ”gårdhaven” færdig sidste år, så nu er det tid til at gøre den klar. Der var en del blade, der lige skulle fjernes.

Efterfølgende fik vi plantet nogle påskeliljer. En start på vores planteprojekt, som gerne skulle ende med flere forskellige krukker/bede med planter, som vi skal passe.

Vi har også fået et smartboard mere i ungdomshuset. Flere af grupperne i ungdomshuset har anskaffet sig en Nintendo Wii, som er sat til smartboardet. Nu bliver der bowlet i den store stil og flere for rørt sig mere på en sjovere måde end ellers.

 

Derudover har hele ungdomshuset haft en fælles emneuge, hvor de forskellige grupper har haft om hver deres land. En god uge, der bød på alt fra folkedans til gang på glasskår, og så selvfølgelig en ungdomsfest, hvor hvert land havde pyntet sit eget bord. Menuen var sammensat af specialiteter fra de forskellige lande.

 

Rosenvænget 2, 8800 Viborg, telefon: 87 87 28 00, fax: 87 87 28 29, Email