Vores første konkrete kontakt til skolen, var da Trein og Anne Marie inviterede os sammen med 6 andre forældrepar med børn med Downs Syndrom til et tegn til tale kursus. På det tidspunkt var Laura ½ år. Her blev vi mødt høj faglighed, indlevelse og meget forståelse for vores situation og følelser omkring det at have et handicappet barn. Så det var bestemt et godt første indtryk af skolen. Det næste møde kom da Laura var 2-3 år. Vi havde tidligere været til Rosenvænget Festival, men det var første gang efter hun var blevet født. Det var et stort følelsesmæssigt chok. Hørte vores lille, dejlige pige virkelig til her sammen med alle disse larmende børn og unge, hvoraf nogle af dem havde en underlig opførsel, nogle var multihandicappede, nogle kunne ikke snakke og enkelte krævede konstant voksen opsyn. Kunne det virkelig passe, at det skulle være hendes kommende venner, både i skoletiden, men også i hendes voksenliv. Vi har senere lært at sætte stor pris på den livsglæde, der udfolder sig. Og ja, mange af dem blev Lauras venner til hendes store glæde.

Så da vi stod og i samarbejde med eksperterne skulle vælge skole til 

Laura, var det fra vores side udelukkende et håb om, at de også mente at hun skulle placeres på Rosenvængets skole, hvilket de heldigvis gjorde.

Så mentalt var vi helt klar over, hvor Laura hørte til rent skolemæssigt. Alligevel vender sorgen over at have fået et anderledes barn jævnligt tilbage. Kan det virkeligt være rigtigt, at hun hører til her…

Da beslutningen om Lauras skoleplacering var truffet, var vores første kontakt med skolen, at vi blev inviteret til informationsmøder, ikke 1 men hele 2. Først et på fritidshjemmet med orientering, spørgsmål og kaffe, og nogle uger senere et på skolen med orientering, spørgsmål og kaffe. Her skulle vi sende vores kære børn af sted, og så kunne de ikke engang finde ud af at holde fælles 

orienteringsmøder for nye forældre, hvordan skulle de så kunne samarbejde om at give vores børn en sammenhængende dagligdag. Men de kunne samarbejde, og med den igangværende fusionsproces mellem skole og SFO, ser det ud til at blive bedre.

Fra første dag har Laura elsket sin skole. Hun har lært meget både fagligt og socialt. Hun har fået mange gode venner. Vi er ikke i tvivl om, at hun er rigtig placeret. Dagligdagen har vist, at Laura får meget ud af fællesskabet i klassen og hele begynderafdelingen. Alligevel dukker spørgsmålet af og til op i vores samtaler, kunne det gøres endnu bedre? Ville hun få mere ud af undervisningen, hvis hele klassen havde samme faglige niveau som hende? Som vi ser 

det, er der ikke for Laura noget realistisk alternativ til Rosenvængets Skole, men alligevel skal vi fortsætte dialogen med skolen om, hvordan Rosenvængets Skole kan blive endnu bedre.

Ligesom Laura er placeret i en gruppe af ligestillede, er det også den fornemmelse, vi sidder tilbage med efter et forældremøde eller andre arrangementer. Her er vi også havnet i et fællesskab, hvor andre forældre kan forstå vores bekymringer og overvejelser. Så her har vi også fået et netværk.

Dette var nogle af vores oplevelser og overvejelser i forbindelse med Lauras skolegang på Rosenvængets Skole.