Velkommen til Rosenvængets Skole - en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder
 

Nyt fra juniorafdelingen - af Birger Dahl Jepsen

Skrevet af Jan Herold, 08/08, 2008

 

Vi har fået en ny elev i afdelingen.

Det er Jusuf Jerkovic.  Jusuf er en frisk og glad dreng, der allerede er faldet godt til i B gruppen.

Thea og Nina har været og er meget travlt optaget af et nyt stykke isenkram, der skal hjælpe Thea med at snakke med andre mennesker. Det er en roll talk maskine (eller computer). Thea er selv med til at bestemme hvordan maskinen skal bygges op. Det er jo hende, der ved hvor skoen trykker.

Det forlyder, at det tager lang tid, at få alle tingene med, og det er svært at få maskinen til at gøre lige det, som Thea gerne vil, den skal gøre.

Vi følger projektet med stor spænding, for hvis Thea og Nina gør gode erfaringer, kan det være, at maskinen kan blive interessant for andre elever.

 

Andre elever arbejder med nogle tykke bøger, fyldt med masser af billeder.  Det er kommunikationsbøger der er bygget op efter et bestemt system, så den kan hjælpe eleverne i snak og samtaler med kammerater og familie.

Det er rigtig spændende. Spørg om du må se bogen, næste gang du ser en elev med en tyk mappe under armen.

 

Årets musical må også nævnes. Ikke fordi det er en nyhed. I så den alle sammen til festivalen. Men fordi vores afsnit om Bølle Bob faldt så godt i tråd med mange af de emner, vi havde været inde på i forbindelse med vort pubertetsemne. At være barn – eller være voksen. Eller både og – og hverken enten eller. Det, at der er noget, det er i orden at et barn gør – Men det er aldeles upassende, at en ung mand eller kvinde gør. Det er så svært at håndtere. Og hende klassekammeraten, der længe har haft de to dejlige fletninger, det er så nemt at rykke i. Hun har pludselig fået to andre ting som .. …….. Ups. I ved hvad jeg mener.

Men musical er rigtig sjovt, og alle knoklede for at blive gode, I hver sin rolle.

 

Lige nu er vi i gang med at aftale en fælles besøgsdag med de to andre afdelinger.

Vi skal jo sige farvel til en del kammerater, der skal videre i ungdomsafdelingen. Og fra begynderafdelingen kommer en flok nye kammerater.

Planen er, at den dag vi sparker vore juniorer i praktik i ungdomsafdelingen kommer de nye juniorer på besøg hos os. Så kan vi prøve at samle de nye klasser, som de kommer til at se ud efter sommerferien. Det glæder vi os rigtig meget til. På den måde vil både nye og gamle juniorer være lidt bedre forberedt på starten at det nye skoleår.

Andre nyheder ??

Nåh jo. Der er igen udbrudt en epidemi i juniorafdelingen.

Maria, Gitte og Lene er gravide (Hjertelig tillykke med det), så de forsvinder i løbet af skoleåret.

Og det skal ikke undre, om der er flere under opsejling.

 

Rosenvænget 2, 8800 Viborg, telefon: 87 87 28 00, fax: 87 87 28 29, Email