Vi vil i denne artikel beskrive arbejdet med introduktion af en talemaskine for en svagtsynet multihandikappet elev.
Vi vil vægte og primært benytte de intakte sanser, og så i den udstrækning det er muligt inddrage de andre. Det er i denne situation vigtigt at være åben over for alle tilgangsvinkler - og ikke lade sig fastlåse af stramme udviklingsteorier. Vi må forholde os afprøvende, observerende og vurderende. Her vil vi ikke undlade at gøre opmærksom på video-optagelser, som et for os meget vigtigt analyseredskab. Det stærkt handicappede barn er utrolig afhængig af vores evne til at præsentere verden og skabe situationer, hvor barnet kan gøre erfaringer, der kan danne basis for begrebsdannelsen. Hvis vi ikke er opmærksom på barnets signaler og lader barnet lære i et samspil med omgivelserne, lærer barnet kun at være tilskuer til tilværelsen, vi kan i værste fald oplære barnet til passivitet. Det er igennem kommunikation og samspil med omverdenen, at vi tilegner os sprog i en eller anden form, bliver i stand til at gøre opmærksom på egne ønsker og behov, indgår i fællesskaber med andre og opnår kendskab til og indflydelse på verden. Dette gælder også for det stærkt handicappede barn.
Anders er 17 år. Han virker opmærksom og smilende ved kontakt men passiv og vegeterende, når vi ikke henvender os til ham. Anders er svært spastisk tetraplegiker, der sidder fastspændt i sin kørestol med nakkestøtte og hovedholder, benskinner, hoftesele og korset. Han har viljestyrede hovedbevægelser fra side til side. Desuden har han delvis kontrol af højre arms bevægelse, så han efter lang tids anstrengelse - og lidt held - kan styre armen frem til at udløse en kontakt. Anders har et medfødt synshandicap, idet han havde grå stær på begge øjne. Da han var 9 mdr. fik han fjernet linsen på højre øje. Knap 1 år senere fik han korrektion for dette. Venstre øje opereres, da Anders er 12 år gammel. Først da Anders er over 17 år, bliver han undersøgt på Statens Øjenklinik. Det viser sig her, at den korrektion Anders hidtil har benyttet har været forkert (+19 bliver ændret til +12). Anders er altså 17 år inden han får en korrektion, der passer, og som giver ham mulighed for at bruge sit syn funktionelt. Et synshandicappet barn er i højere grad afhængig af andres kendskab til "læreprocessen" og af at omgivelserne giver barnet mulighed for at lære fra sin egen udforskning. Da Anders desuden har haft sit bevægehandicap, har han været afskåret fra selv at opsøge og undersøge ting. Anders har ikke noget egentlig talesprog, han er afhængig af, at man kender og tolker hans signaler.
16 år gammel flytter Anders på en døgninstitution for psykisk udviklingshæmmede børn. Ved samme lejlighed skiftede han skole, til Rosenvængets Skole, som er en amtskommunal specialskole i Viborg. Begge skift klarede han fint, han var samarbejdsvillig og indstillet på samværet med os.
Anders går i en klasse, der udover ham, består af 8 elever i alderen 15-19 år, med et funktionsniveau fra ca. 3 1/2 - 9 år. Ingen af de øvrige elever har udtalte fysiske handicaps. Der er 4 faste lærere på klassen og 1 pædagogmedhjælp, der primært er tilknyttet Anders. Da Anders skulle starte i klassen forberedte vi kammeraterne, ved at fortælle om Anders. At han ikke kunne se, ikke kunne bevæge sig, ikke kunne tale, men han kunne høre og forstå. Vi lavede et emnearbejde, hvor eleverne på deres egen krop på skift prøvede at være handicappede som ham. De fik plaster for munden, tørklæde for øjnene, blev løftet op i en kørestol, transporteret til gymnastiksalen, hvor vi lavede gymnastikøvelser fysisk med dem. Efterfølgende evaluerede vi oplevelserne, snakkede om det at opleve, forstå, føle glæde, vrede, når man er bundet til en stol, uden mulighed for at kunne snakke, se og bruge gestus. Forløbet virkede stærkt på klassekammeraterne og bevirkede at de tog imod Anders med respekt og som værende et selvstændigt tænkende menneske. I dag hvor vi har kendt ham i 1 år henvender eleverne sig stadig spontant til ham og fortæller om løst og fast. Anders svarer oftest relevant ja eller nej, uden at vi er i stand til at afdække hans begrebsforestilling og indre sprog; og uden at han er så konsekvent at vi føler os på helt sikker grund.
...belyst ved tre eksempler: Vi har gennem årene ofte brugt at optage undervisningssekvenser på videobånd. Vi opstiller videokameraet på et stativ og har kameraet kørende på automatik. Eleverne føler sig ikke specielt iagttaget, og glemmer tit at kameraet kører. Som lærere oplever vi at disse bånd udgør et nyttigt redskab i evalueringen af vores undervisning. I forbindelse med, at vi har fået Anders som elev i vores klasse, har vi fundet disse optagelser fra dagligdagen helt uundværlige. Det kan i situationen være svært at opdage, hvad der gik galt, eller at opdage Anders' ofte små signaler. Videooptagelserne giver os desuden mulighed for, at analysere Anders' kommunikation/signaler i fællesskab med alle lærerne, der er tilknyttet klassen, så vi kan sikre, at Anders' kommunikation bliver forstået af alle, og at vi tolker Anders' signaler ens. Vi har fra videomaterialet udvalgt forskellige sekvenser, som vi finder viser noget om Anders' kommunikation, og vilje/ønske om at indgå i samspil med forskellige personer - eller i forskellige situationer.
Vi er i gruppen af den faste overbevisning, at Anders har et ikke ubetydeligt impressivt sprog, som han ingen muligheder har for at anvende ekspressivt. At vi etablerer en kontakt med kun en sætning, giver ham mulighed for:
Samtlige af disse aktiviteter, styrer Anders relevant, men dybest set, er anvendelsen og værdien af en Bic-Mack® helt afhængig af lærernes forudseenhed og valg af, hvad Anders' næste ønske er, og lærernes evne til at sætte Anders i valgsituationer. Med den succes, som BigMack'en har haft, og Anders' store interesse for at kunne påvirke og styre omgivelserne, stod det på et tidligt tidspunkt klart for os, at vi måtte udvide hans muligheder for valg og ekspressive udtryk yderligere. Vi anskaffede en TaleKlods®, som er en lille handy talemaskine, med mulighed for indtaling af op til 8 beskeder, og tilsvarende tilslutning af 8 kontakter. Hans spasticitet i armene og begrænsede syn gjorde, at Anders udløste alt for mange fejltryk, selv med kun to kontakter foran sig, og med tre var systemet slet ikke brugbart. Vi var i forvejen underlagt, at det tog op til 1 min., fra Anders startede med at kæmpe sin hånd op på bordet, til han fik kontakten aktiveret. Efterfølgende startede vi forfra med at analysere Anders' mulighed for viljestyrede bevægelser, og kom i første omgang frem til, at en tyggekontakt var det, han ville kunne styre bedst. Men Anders har svært ved at styre sin spytsekretion, og en tyggekontakt stimulerede yderligere spytdannelsen. I stedet fandt vi med hjælp og udlån af udstyr fra hjælpemiddelcentralen, frem til en flex-arm, oprindeligt beregnet til fotoudstyr. Armen er meget let at montere og kan med et enkelt greb sættes fast og drejes i den optimale stilling, uanset hvor Anders befinder sig. Armen fik vi monteret med en kontakt (se billede), der kan aktiveres når han drejer hovedet. Dette styrer Anders utroligt godt, og den lange ventetid er nu nedbragt til 1-2 sek. I introduktionsperioden har vi haft kontakten tilsluttet en 220v relæboks, så Anders har kunnet tænde og slukke for elektriske apparater. Anders har skullet lære at starte og at stoppe på eget initiativ, samt at stoppe på et bestemt, ønsket tidspunkt. Dette er nødvendige forudsætninger, for at kunne betjene et kommunikationshjælpemiddel, der er baseret på skanning. Vi havde ikke forudset Anders' meget dramatiske reaktion på udstyret. Han drejede hovedet næsten helt af led for at slikke på kontakten, en erfaring, som han tidligere næsten altid har været afskåret fra. Han tændte og slukkede for fjernsyn, radio, båndoptager, støvsuger og symaskine i et væk. Vi lavede et forsøg, hvor Anders skulle styre båndoptageren i frikvarteret. Dette måtte skrinlægges, da båndoptageren blev slukket og tændt hele tiden. Kammeraterne spurgte pænt Anders om de ikke skulle høre bånd, Anders' grinede og tændte, og 4 sek. efter slukkede han igen, parat til at skulle spørges på ny. Anders og vi har gennemlevet perioden med at undersøge og blive fortrolig med kontakten. Anders kan nu med kontakten og en relæboks styre tænd/sluk funktioner relevant i samarbejde med omgivelserne, f.eks. food-processoren når vi laver gulerodssalat, bager osv. Vi tror, at det er meget vigtigt at give denne periode tid. Den kan ikke forceres. Efter samtaler med skolens talepædagog, hjælpemiddelcentralen, besøg på handicapmesser og gennemlæsning af brochurer om talemaskiner, er valget faldet på en Alphatalker®. En Alphatalker® giver brugeren mulighed for at kunne skanne imellem en række udsagn, ved brug af hørelsen. I praksis fungerer den således, at ved første kontakttryk, starter maskinen sin skanne-funktion, dvs. den afspiller de indtalte beskeder i rækkefølge i en høresnegl til brugeren, ved et efterfølgende kontakttryk vil maskinen afspille beskeden højt. Stikordet, som brugeren får i sin høresnegl, kaldes en "auditiv prompt", og vil i det følgende blive omtalt som sådan. Det udsagn, som maskinen afspiller højt, vil efterfølgende blive omtalt som "beskeden". Skanningshastigheden kan justeres, så den kan følge brugerens fremskridt, de indtalte beskeder kan organiseres i temaer eller emner, i flere lag. Maskinen kan således hele tiden udvides, i takt med brugerens øgede kompetence. Det er vigtigt at huske, når man vil give barnet mulighed for kommunikation v. hj. af en talemaskine, at kommunikationsmiljøet er i orden. Man kan udtrykke det sådan. Barnet skal have noget at sige (et begreb) - en grund til at sige det (en betydningsmæssig hensigt) - en måde at sige det på (kommunikationsform) - samt ikke mindst en sammenhæng at sige det i (kontekst). (Romski & Sevcik 96). Vi synes, på baggrund af vores og hans erfaringer med brugen af BigMack'en, at det vil være vigtigt at bygge brugen af talemaskinen op omkring daglige rutiner, så Anders oplever den som et brugbart hjælpemiddel, der giver mulighed for selvbestemmelse, valg og indflydelse. Det vil være oplagt ret hurtigt, at indføre talemaskinen i spisesituationen. Ser man på små børns udvikling af ekspressivt sprog, opnår de jo også dette i naturlige omgivelser og ikke i traditionel undervisning. (Romski & Sevcik. 96.) Et barn, der anvender en talemaskine som kommunikationsform, vil altid være afhængig af de muligheder, vi har valgt at lægge ind i maskinen. Vi mener at der udover udsagn, der knyttes til daglige rutiner, også skal være plads til udsagn af typen "jeg gider ikke mere!", "hvad er det?", " det ved jeg ikke!" og " Jeg vil gerne være med!". Udsagn af denne type vil være aktuelle i samspillet med kammeraterne. Det kan naturligvis kun være et gæt fra vores side, når det drejer sig om Anders' potentielle evner til at bruge talemaskinen i samspillet med jævnaldrende, men Anders nyder det sociale samvær med klassekammeraterne, hermed er en væsentlig motivationsfaktor tilstede. Vi må dog ikke glemme, at talemaskinen ikke skal stå alene, den er et supplement til Anders' øvrige kommunikative udtryk, som vi fortsat skal være opmærksomme på og respektere. Talemaskinen vil give mulighed for større kommunikativ succes, der vil være mindre afhængig af modtagerens evne til at tolke. Desuden er talemaskinen et effektivt redskab til at opnå opmærksomhed fra andre, da den ikke så let, som Anders' ofte svage lydsignaler, kan overhøres. Først hen omkring slutningen af 97, dvs. efter godt 1/2 års leg og eksperimenteren med kontakten var Anders klar til at prøve Alphatalkeren. Vi præsenterede talemaskinen med auditiv prompt (som beskrevet tidligere) for Anders i enerum, således at han ikke blev forstyrret af uvedkommende lyde. De første prompter han blev præsenteret for, var knyttet til forskellige aktiviteter. Eks. "Jeg vil høre musik". "Jeg vil have noget at drikke". "Jeg vil over i trampolinen". "Jeg vil vaskes med koldt vand". En blanding af aktiviteter han kan lide og ikke lide. Efter ganske få gange var vi klar over, at Anders forstod systemet, og vi gik over til at bruge talemaskinen i spisesituationer. Her fik udsagnene omgående betydning for ham, han valgte selv hvilken mad, han ville spise, hvornår han ville drikke, samt han fik mulighed for at sige fra. De første prompter var: franskbrød med ost, agurk, rugbrød med rød makrel, drikke, rugbrød med leverpostej, stop, træt og ja. De forskellige madmuligheder var valgt udfra viden om, hvad Anders godt kan lide, samt leverpostej som han bestemt ikke bryder sig om. Første gang Anders brugte maskinen i denne situation var han meget begejstret. Han prøvede alle vidneudsagnene af, efter først at have lyttet til dem nogle gange. Hen i forløbet valgte han leverpostej, spyttede ud og blev så konfronteret med at det gad vi ikke, han havde selv valgt og skulle derfor spise det. Han kom til at aktivere leverpostej igen, og sad nu længe med maden i munden, endte med at spise det, og undgik så leverpostej i resten af situationen. Anders arbejdede koncentreret i 45 min. Bagefter var han meget træt. I startfasen sad vi to voksne, en til at efterkomme Anders' udsagn og den anden med en ekstra øresnegl, som fulgte med i promptene som ekstra kontrol m.h.t. scanningshastighed m.v. Her står vi så nu, Anders har brugt Alphatalkeren i spisesituationen i ca. 1 mdr., og er nu snart klar til at skulle udbygge brugen til også at omfatte andre situationer.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
giver vi ham mulighed for at henlede opmærksomheden på sig selv, interaktionen med omgivelserne, er med denne rytme næsten tvungen, da heller ikke kammeraterne kan lade være med at sige "bambam" 
for at fuldføre rytmen. Rytmen er genial, da omgivelsernes oplevelse er, at Anders har ydet, og den gensidige respons er så oplagt og forudbestemt.