Mandag:
Så blev det endelig dagen, hvor vi skulle af sted på lejr. Mon ikke alle har glædet sig.
Afgang fra skolen ved nitiden og så gik turen nordpå til Skive og op gennem Salling til færgen Sleipner, der sejlede os over til Fur.
Da vi ankom til hytten, fandt vi vores værelser og senge og pakkede ud og endelig blev det tid til madpakkerne, som vi spiste på terrassen. Hvor heldigt med vejret.
Efter frokost gik legen lystigt. Inden døre med bøger, musik, tegning, klodser og biler. Udenfor med boldspil, sandkassen og traktorer.
Og så skulle vi på tur.
De fleste fra B1 satte sig i busserne og kørte op til øens nordkyst, hvor vi gik ned til stranden. Det var ikke helt nemt, for stien snoede sig og gik op og ned og lidt tæt på skrænten. Rico mente ligefrem, at det var sindssygt. Men så slemt var det nu ikke, for vi kom da alle helskindede ned på stranden. Og straks gik børnene i gang med at kaste sten i vandet, finde skaller, bygge sandslot, grave kanaler, skrive med moler på sten og nyde det dejlige vejr.
Efter strandturen kørte vi ned på havnen og købte is og sodavand i kiosken. Det er så dejligt at få brugt sine penge.
Mark og B0 gik ned på den lokale strand tæt ved hytten. De fandt også sten og kastede dem i vandet, fandt krabber og en kæmpe champignon. Og de var ude at soppe.
Sidst på eftermiddagen mødtes vi alle på lejren igen og der kom atter gang i legen. Og i bålet. Og sangmapperne og guitaren.
Aftensmaden var afrikansk kylling i karry og kokos med ris til. Peter kunne i hvert fald ikke lide det men spiste dog alligevel to portioner ;-)
Da alle havde fået nattøj på var der aftenhygge i sofaen med sang og teater af Anja og Sonja – ”Den tapre skrædder”. Og efter Anja og Sonja var det Anne og Julies tur.
Sara delte slik ud og så skulle tænderne børstes og soveposerne findes – og inden kl. 22 var der ro i lejren.
Tirsdag:
Morgenravnene vågnede kl. 05.30 men de blev holdt i ro i en time, før de fik lov at forlade værelserne. Så tidligt står vi altså ikke op, når vi er på lejr!
Inge havde arrangeret et morgenbord, der lignede Hotel D´Angleterre´s og alle tog godt for sig af retterne.
Dagens første projekt var at lave strandtasker af hønsenet og bindegarn til at samle ting i ved stranden.
Derefter tog Rico, Peter, Sara, Sofie, Per, Mai og Lenette til havnen og fangede krabber fra molen. Maddingen var små snegle og de fangede 11 krabber. De så også en søstjerne, der var blevet overfaldet af en krabbe! Bagefter var de en tur på en legeplads.
B0 kørte også til havnen – men for at spise is… Bagefter kørte de om på den anden side af øen og så Rødsten og var på stranden og fylde strandtaskerne op.
Mark, Mathias, Ida, Anne, Julie, Inge og Mette gik ned på den lokale strand og kastede sten i vandet og dyppede tæerne. Da de kom hjem til hytten igen lavede de pandekagedej og tændte op i bålet
Alle mødtes på lejren til frokost – madder på terrassen og pandekager over bål til dessert.
Eftermiddagen stod på aktiviteter på lejren. Der blev slået telt op, brændt lerting i bålet og lavet halskæder og billeder med skaller fra stranden. Og der blev leget og leget og leget.
Lige afbrudt af en kaffepause med hjemmebagte – og –bragte – kager.
Aftensmaden var en pastaret med pølser i og derefter stod den på bad til alle og teater og sang i sofaen og så godnat. Og som altid var der meget hurtigere ro på andendagen.
I morgen skal der leges og måske en tur til stranden mens hytten bliver ryddet og gjort ren. Og så er det atter hjemad til Viborg.
Tak for lån af jeres skønne unger til en dejlig lejr