30/09, 2006 Tirsdag morgen - vejret fint - og vi fik pakket busserne i rekordfart. Vi kørte direkte til Grenå hvor vi så kattegatcenteret. Hajerne var flotte og så meget farlige ud... men det var også sjovt at røre ved fiskene i "røre-bassinet". Selv om det kostede nogle våde ærmer! Vi var også med til at fodre sælerne udenfor og inden vi kørte videre fik vi frugt, juice og kage. Der var også nogle der lige fik handlet lidt i kiosken. Da vi kom frem til Ahl nogle kilometer syd for Ebeltoft gik vi straks igang med madpakkerne... og så kom noget af det mest spændende ved at være på lejr: værelserne og hvem man skulle sove sammen med.... og resten af eftermiddagen gik med leg og hygge på værelserne og udenfor på fodboldbanen. Efter aftensmaden mødtes vi alle i fællesrummet hvor vi hørte den spændende historie om "Arme Arne fra Ahl" der havde sejlet med fregatten Jylland, men uheldigvis havde fået skudt både arme og ben af... ikke så godt! Meen... han havde som tapper sejler fået lov til at få både arme og ben tilbage på rette sted hvis han selv kunne finde dem inden hundrede år... og det er faktisk netop nu, men mere om det senere. Onsdag: efter morgenmad tog nogle til byen og andre gik til stranden for at samle sten, kigge på færger og lege med vand! Nogle tog til fregatten Jylland om eftermiddagen og det var en stor oplevelse at se så flot et træskib. Om aftenen hørte vi mere til "Arme Arne" - faktisk var vi nede på stranden da vi så en gå rundt med lygte og en spand... langt ude i vandet! Vi havde faktisk været så heldige at finde nogle løse arme og ben i løbet af vores tur... og det var lige præcis dem han savnede... så han blev meget glad og kvitterede med lidt slik og frugt før vi skulle i seng. Der er dem der mener, at "Arme Arne" lignede Birger, men det må selvfølgelig bero på en misforståelse. Torsdag: bytur i Ebeltofts gamle gågade med indkøb til bla. aftenes fest - ligesom vi plejer på den sidste lejraften. I løbet af dagen blev der også spillet bold og gået tur til stranden mens vi ventede på at diskomusikken blev skruet op og chipsfadene blev stillet frem... det var nogle trætte lejrdeltagere der ved ni-tiden gik ud for at børste tænder og tage nattøj på. Fredag... tjae... ikke så meget at fortælle. Vi pakkede alt vores grej og kørte mod Viborg efter en fin og hyggelig lejrtur.
 Tilbage (1/263) Frem |
Seneste overskrifter:Andre links: |